Narrativ tilgang i specialpædagogisk praksis
Hvad er narrativ tilgang i specialpædagogisk praksis?
”Narrativ” betyder fortælling. Den narrative tilgang tager udgangspunkt i antagelsen om, at et menneskes identitet bliver formet gennem fortællinger. Det kan både være fortællinger, som personen fortæller om sig selv og dem, som andre fortæller. Fortællingerne hjælper med at sortere og tolke på de mange indtryk, vi får i vores hverdag. Ud fra den sortering og tolkning laver vi vores handlinger og kan redefinere vores egen identitet hele tiden.
Oprindeligt er den narrative tilgang en terapeutisk retning eller metode, der blandt andet er udviklet af Michael White. Den grundlæggende forståelse er, at mennesket har mange, ofte skjulte, færdigheder, som kan blive hjulpet frem i lyset af fortællinger om dem selv og hinanden. På den måde kan der blive skabet en mere positiv identitet.
En narrativ tilgang og praksis forholder sig derfor undersøgende til menneskers intentioner med deres handlinger og udsagn, og søger efter alternative, foretrukne fortællinger. I den specialpædagogiske praksis giver den narrative tilgang os muligheder for at samarbejde med børnene om støtte til udvikling af alternative, foretrukne fortællinger om barnet og den unge selv - agenthed i livet.
Narrativ tilgang på Himmelev
Den narrative praksis med ”pædagogiske redskaber i det specialpædagogiske miljø” var ikke udviklet endnu, da vi startede med at arbejde ud fra denne tilgang i 2012. Gennem deltagelse i 2 forskningsprojekter i 2015-2021 har vi været med til at finudvikle 3 egne narrative redskaber, som vi bruger i vores specialpædagogiske praksis.
Vi har - med udgangspunkt i at målgruppen rummer mange kompleksiteter med autisme og det kognitive udviklingsniveau (og andre livsudfordringer), valgt at fokusere på:
- Alternative fortællinger (4-tallet)
- Eksternalisering (sproglige vip)
- Intentions-spotning (”fra er til vil”).
Himmelevs 3 narrative redskaber
Når identitet blandt andet bliver skabt af de historier, andre fortæller om os, bliver det særligt vigtigt for et pædagogisk behandlingssted som os at fokusere på det sprog, vi bruger om børnene og deres vanskeligheder. Sprog kan enten pege på nye muligheder eller give fornemmelsen af fastlåsthed og begrænsning.
Når mennesker møder vanskeligheder eller problemer i deres liv, som børnene hos os tit gør, fokuserer en narrativ tilgang på, hvilke fortællinger der er i spil omkring barnet for tiden: Hvad fortæller barnet selv om det, der sker, og hvad fortæller de voksne?
Den voksne holder med øje med alternative fortællinger til den problematiske fortælling. Det gør vi blandt andet ved at fokusere på de færdigheder, vi ser børnene tage i brug. Færdighederne kan blive navngivet og tematiseret. På den måde kan de være udgangspunkt i en alternativ og mere fortrukken fortælling om barnet.
Arbejdet kan både laves sammen med barnet eller blandt de voksne, som kan begynde at fortælle historier om, hvad der lykkes for barnet. Vi bruger 4-tals metoden - både når barnet har sprog og når barnet ikke har eget verbal sprog. 4-tallet som metode bruger vi, når vi har set barnet bruge færdigheder, hvor vi gerne vil støtte barnet til flere alternative fortællinger/handlinger. Vi kalder også 4-tals metoden for en ”færdighedslygte”.
Pædagogisk bruger vi et eksternaliserende sprogbrug. Her gør vi problemer til navneord ved at sætte -en, -et eller -hed bagved - alternativt ”surheden”. Eksempelvis kan problemer med at skifte aktivitet blive kaldt "afslutningsproblemet". Et eksternaliserende sprogbrug kan være med til at lette stemningen og kan give kreativitet i problemløsningen.
Det øger fokus på konteksten, hvor problemet sker i stedet for primært at fokusere på barnet. Det introducerer også, at barnet kan have en holdning til problemet og ofte ønsker sig noget andet end det problematiske. Vi bruger ”sproglige vip”, når noget er problematisk for barnet.
Når barnet har en adfærd, leder vi i det pædagogiske miljø efter barnets gode grund til at gøre, som barnet gør: Hvad er barnets intention? Vi sætter spot på det barnet ”vil” for at komme væk fra den dominerende beskrivelse at barnet ”er”. På den måde kommer vi til at stå ”skulder ved skulder” med barnet. Fra denne position kan vi solidarisk med barnet analysere:
- Hvordan problemet fylder i barnets liv for tiden.
- Hvilken effekt problemet har.
- Hvad barnet synes om problemet
- Hvor vi ser undtagelser fra problemet.
Disse undtagelser kan blive navngivet og være udgangspunkt for alternative fortællinger. Redskabet ”fra er til vil” bruger vi, når barnet eller en medarbejder gør eller tænker noget uhensigtsmæssigt.
Opdateret fredag den 13. dec. 2024