Stern, Winnicott og Vygotsky
Stern om affektiv afstemning - den sociale dans - mødeøjeblikke
Stern byggede sine udviklingspsykologiske teorier på studier af spædbørn. Sterns observationer viste, at barnet udvikler sig, når det bliver mødt af omsorgspersoner med rette intensitet, timing og form. Gennem dette samspil udvikler barnet sin fornemmelse af sig selv og sine kognitive og kommunikative færdigheder.
Sterns vigtigste pointe er, at barnets udvikling sker i samspillet med dets omsorgspersoner, da barnet udvikler generelle antagelser om sig selv og verden ud af det konkrete samspil med tætte omsorgspersoner. Kvaliteten af relationen mellem barn og voksen er afgørende for barnets personlighedsudvikling og viser sig ved, at den voksne relaterer sig til barnet gennem det, Stern kaldte ”affektiv afstemning” eller ”den sociale dans”.
Via "den sociale dans" oplever barnet sig mødt og fulgt af en person, der lever sig ind i dets indre tilstand og viser sin indlevelse ved at give barnet et passende "svar"/”mødeøjeblikke” i rette timing. Denne afstemte dialog, hvor der bliver vekslet mellem at lytte og svare med smil og/eller pludren/tale og/eller øjenkontakt, støtter barnet til at udvikle og regulere sin egen kontaktcyklus.
Mødeøjeblikke, i Sterns terminologi, er de små øjeblikke (få sekunder), hvor øjnene mødes i et kort blik og hvor der er en autenticitet og en fortrolighed fra begge parter. Mødeøjeblikket giver mulighed for at skabe forandring i eget indre liv.
Winnicott om at rumme, lege og overgangsobjekter
Winnicott var pædiater og psykoanalytisk orienteret. Han teoretiserede også over, hvordan relationen mellem barnet og omsorgspersonen udvikler barnet. Winnicott mente, at relationen til nære omsorgspersoner hjælper barnet til at udvikle sit eget ”selv” adskilt fra den nære omsorgsperson - blandt andet ved at ”rumme” barnet i en særlig omsorgsfuld ramme (Winnicott kaldte det ”holding environment”). Omsorgspersonen rummer en følelse, barnet udtrykker/viser. Så bearbejder omsorgspersonen følelsen og giver den tilbage til barnet i en håndterbar form (transformerer og returnerer følelsen).
Afhængig af barnets udviklingsniveau har den voksne en større
eller mindre opgave i at transformere og returnere følelserne: Et lille barn har brug for at få følelsen tilbage i ret færdig form, mens et større barn kan nøjes med en hånd på skulderen eller et velvalgt stikord og derefter kunne komme videre.
Legen var for Winnicott betydningsfuld/afgørende for barnets etablering at eget ”selv” i forhold til udvikling af egne tanker og følelser. Winnicott beskrev på den måde både betydningen af ”overgangsobjekter” (for eksempel bamser) for barnets tro på egen omnipotens (tryghedsskabende) og om spejlfunktioners hjælpsomhed og kreativitetens betydning i legene. Det hele med henblik på at støtte barnets udvikling af eget selv i en relationel kontekst.
Vygotsky om zonen for nærmeste udvikling
Vygotsky er kendt for sit begreb "zonen for nærmeste udvikling" (ZNU). Med dette begreb teoretiserer Vygotsky over, hvordan det lykkes barnet at lære nyt. Barnet lærer nyt ved at være i sin zone for nærmeste udvikling – lige tilpas længe til, at barnet har lært, hvad det var i gang med.
”Zonen for nærmeste udvikling” er karakteriseret ved, at barnet endnu ikke har fået de færdigheder, situationen kræver. Samtidig er barnet så tæt på at kunne, så barnet kan træne færdighederne og efterhånden få dem med støtte fra et trygt og støttende miljø. Til sidst vil barnet kunne bruge færdighederne uden de støttende omgivelser.
Der bliver så at sige skabt et stillads omkring barnets færdigheder, indtil barnet ”kan selv”/har lært det. Herefter går barnet/den unge ind i næste ”nærmeste udviklingszone” for læring. Det fortsætter resten af livet.
En væsentlig pointe ved Vygotskys tanker om læring er, at læring er udviklingsbaseret og ikke aldersbaseret. Vygotsky så overordnet set menneskers udvikling som betinget af både egne forudsætninger,
materielle og sociale vilkår i en del af både den objektive omverden og den særlige kultur, som mennesket er en del af.
Opdateret fredag den 13. dec. 2024