Pædagogiske tilgange på Himmelev

Narrativ metode, Kognitiv metode, Marte Meo og Tilpas Forenkling er udgangspunktet for behandlingsarbejdet

Alle børn modtager et individuelt skræddersyet behandlingstilbud på Himmelev. Hvert enkelt barn tilbydes rammer, der er så udviklingsfremmende som muligt. Læs om hele behandlingstilgangen her.

Tilpas Forenkling
Vi tilbyder børnene et miljø, der er tilpas forenklet, så børnene bliver stimuleret lige præcis så meget, at de udvikler sig optimalt. For barnet viser det sig som forenkling - for medarbejderne er det en kompleks faglig afvejning.
Rammerne omkring børnene er forudsigelige med tydelige strukturerer og rutiner i dagligdagen. Også de fysiske rammer omkring barnet medtænkes også i den samlede behandlingsstrategi. Børnenes værelser og fælles arealerne indrettes så de er tilpas stimulerende.

Marte Meo
Relationen mellem barnet og den voksne er centralt i behandlingsarbejdet. Vi arbejder målrettet og behandlingsorienteret med relationerne mellem barnet og den voksne. Det gør vi bl.a. ved at inddrage Marte Meo-metoden til hele tiden at skærpe vores fokus på barnets initiativer til kontakt og voksnes konstruktive svar på disse.

Narrativ metode
Barnets fortællinger om sig selv og de voksnes fortællinger om barnet står i centrum af den narrative metode. Vi arbejder systematisk med de fortællinger, barnet selv og de voksne fortæller om barnet.
Ved at have fokus på de færdigheder, barnet praktiserer i hverdagen, kan der skabes alternative fortællinger om børnene: historier om børn med færdigheder, intentioner, drømme og håb – samtidig med at de også er ramt af autisme. Sådanne fortællinger kan nogen gange være svære at få fat i, hvis problemer har fyldt meget i børns og forældres liv.

Kognitive metoder
Vi har fokus på at skabe høj forudsigelighed med tydelige strukturer og genkendelige rutiner i hverdagen, afpasset det enkelte barns behov. Strukturerne understøttes visuelt med konkreter, billeder, piktogrammer, tekst eller brug af app på mobiltelefon eller tablet. Vi benytter også sociale historier i kommunikationen med børnene. Afstemt barnets funktionsniveau benytter vi KAT-kassen og underviser børnene i følelsesmæssige, psykiske reaktioner, både egne og andre menneskers. Undervisningen kan også være omkring autisme eller andre diagnoser.

Aftalte behandlingsmål
Målene for hvert enkelt barns behandlingsarbejde aftales i samarbejde med forældre og kommune på de årlige handleplansmøder.

Systematisk behandlingsarbejde
Himmelev holder interne, tværfaglige behandlingsmøder omkring det enkelte barn i en fastlagt cyklus henover et år. Møderne tilpasses de fastlagte møder med kommunen vedr. mål i børnenes handleplaner. Dette sikre systematisk og tværfaglig opfølgning og evaluering af behandlingsarbejdet, i samarbejde med barn/ung og de pårørende.

Dokumentaion
Vi vægter skriftlighed og dokumentation i forhold til behandlingsarbejdet højt – både i dagligdagen, hvor der føres daglige observationsrapporter af lærere og pædagoger og i årlige statusbeskrivelser til forældre og forvaltning.

Sidst opdateret 19.09.2022