På Himmelev er der en tæt sammenhæng mellem den opgave, vi skal løse, vores værdigrundlag og de teorier og metoder, vi anvender. Behandlingstilgangen på Himmelev består derfor af et integrerende blik på sammenhængen mellem kerneopgave, værdier, teorier og metoder.
I det praktiske arbejde på Himmelev yder alle ansatte en indsats i forhold til kerneopgaven. Når et barn undervises, når maden serveres, når vagtplaner lægges vil måden det bliver gjort på trække på særlige værdier, teorier og metoder. På den måde vil kerneopgave, værdier, teorier og metoder være til stede i alle dagligdags aktiviteter på Himmelev.
I dette papir er hver enkelt cirkel i behandlingstilgangsmodellen beskrevet hver for sig, men den endelige integrering ligger i det daglige arbejde for os medarbejdere.
Himmelevmodellen er en betegnelse vi benytter for at beskrive Himmelevs værdier, vores faglige fundament og vores behandlingstilgang. Himmelevmodellen er beskrevet her
På Himmelev anvender vi et refleksionsværktøj, vi kalder "Den pædagogiske mixerpult". Ved hjælp af dette redskab kan vi kortlægge væsentlige faktorer i barnets liv, som øver indflydelse på, hvordan barnet trives, udvikler sig og lærer i konkrete situationer. Redskabet bakker op om vores værdier og pædagogiske tilgang:"vi retter på omgivelserne - ikke på barnet".
Ved at kortlægge væsentlige faktorer i barnets miljø og ved at bruge mixerpulten til at få overblik over faktorernes samspil, kan personalet omkring barnet justere på indtrykkene indtil den rette klang, eller det mest optimale miljø, bliver stillet til rådighed for barnet. Vi har valgt mixerpultmetaforen for at indfange det dynamiske i tilrettelæggelsen af miljøet: når vi justerer på én af knapperne i miljøet, skal vi også justere på andre, for stadig at ramme den rette klang for barnet. Eller med andre ord for at skabe det tilpas forenklede miljø, som hvert enkelt barn kan udvikle sig i.
Himmelev har udgivet en artikel om tilpas forenkling og refleksionsredskabet "Den pædagogiske mixerpult" i tidsskriftet Socialudvikling. Artiklen kan læses her.
Vi har også konstrueret en mixerpultskabelon, som kan downloades og frit benyttes til tilrettelæggelse af udviklingsfremmende miljøer for børn og voksne. Her findes både et eksempel på en udfyldt skabelon og så en skabelon til egen udfyldelse.
Sidst opdateret 14.10.2024